Vaskekældertanker om gule gevanter og tvivlsomme livsvalg

Pludselig er der meget gult i min garderobe. Det må have været trendy for noget tid siden. Så tilpas længe siden, at det åbenbart ikke længere er smart og folk derfor har lagt det ned i bytterummet, men alligevel ikke længere end at tøjet fremstår næsten som nyt. Måske folk bare ikke går ret meget i deres tøj og det er derfor det fremstår som om, det er kommet lige fra en butik? Måske trenden alligevel var for vild for dem? I hvert fald står jeg pludselig her, med en hel stak af nærmest nyt og meget gult tøj. Det er sådan set også fint med mig, faktisk er noget af det eneste jeg ærger mig over, ved primært at gå i tøj, som andre har kasseret, at deprimerende mange går i helt utrolige mængder af sort tøj. Jeg altid mest været til farver, men min tilstand som tingfinder, har langsomt trukket farvepaletten ud af mit tøj. Så selvom jeg er glad for at have fået en ny nuance i mit repertoir, så føles det alligevel lidt sært at vide, at det bare er fordi resten af samfundet har besluttet, at det ikke længere er højeste mode at ligne midten af et traffiklys. Nuvel. Mit hår har jeg farvet rødt og mine (også fundne) sko er grønne, så hvis jeg bare lærer at stå på hovedet snart, så kan jeg gennemføre transformationen og snart blive klar til at kontrollere trafikken.

Alt det snørkler sig gennem mit hoved, mens jeg tager vasketøjet ned fra tørresnoren i vaskekælderen. Min hjerne bliver stille for en kort stund, før det pludselig står meget klart for mig: Jeg burde blive bedre. Altså være bedre til at blive. Blive en blivende. Det kan være at min indre monolog om skiftende farvetrends, på et ubevidst plan fik ført mig frem til den her konklusion. Det er i og for sig også en fin idé, det er nok bare ikke så frygteligt realistisk. Jeg kan blive god til det meste på kortere tid end de fleste, til gengæld så holder jeg sjældent interessen længe nok, til sådan for alvor at komme nogen steder med det. Hver gang det begynder at ligne noget, tager jeg et skarpt sving i en helt ny retning og jeg aner vitterligt ikke, hvordan jeg skulle kunne lade være. Kunne lære at blive blivende. Forblive på sporet. Nå et sted hen. Jeg kender ikke andet end den her rytme. Fuld fart frem, så skift. Fuld fart frem, så skift. Skift igen og fuld fart frem.

Noget jeg ikke havde forudset er dog begyndt at ske på det seneste. Jeg har åbenbart skiftet retning så mange gange, at jeg på en eller anden måde er endt tilbage på et af de gamle spor. Det spor hvor jeg skriver. Jeg kigger op og ser mig omkring i landskabet af bekendte. Konstaterer at flere af dem jeg kendte dengang at jeg sidst var en skrivende person, er gået hen og blevet succes’er. Jovist, af meget varierende grad og nogle slet ikke. Mange er selvfølgelig ligesom jeg selv holdt op, men forbavsende mange er her, på det samme spor, hvor jeg forlod dem, bare så uendeligt meget længere fremme end jeg selv. Jeg havde for travlt med at være igang ovre på nogle af de andre spor, som jeg skulle tonse ud af for en tid. Nu står jeg her, skudt tilbage til hvad der føles som tre skridt før start og det værste er, at jeg ved præcis hvor langt der er til nogen form for succes. Det står skrevet i de 20 års tid, som de andre har brugt på, at nå så langt som de er kommet i mellemtiden. Og jeg ved det, baseret på al den tid det har taget mig, selv at opnå succes i andre arenaer. Som om det ikke var fjollet nok, at være kunstner, så vil jeg nu også være forfatter. Den ene håbløse drøm afløser den næste. Hvorfor kan jeg ikke drømme om ting, som man rent faktisk kan tjene penge på? Ting som giver faste ansættelser og pensionsordninger. Rigtige arbejdsliv, med kollegaer og måltal og de der MUS-samtaler med katten, som folk nogle gange nævner. Karrierer, hvor man kan få lov til for eksempel at blive syg eller tage en orlov. Måske ligefrem få lov til at kede sig nok til, at finde energien til at renovere sin lejlighed. Eller sit hus, bevares, måske det også ville kunne kaste en af den slags af sig. Måske ligefrem et sommerhus? Eller “sommerhuset” som kæreste altid grinende konstaterer at folk kalder dem. “Vi tager i sommerhuset” siger de, som om det er en eller anden selvfølgelighed, at sådan et har man da. Det ved jeg ikke noget om. Jeg står bare her med alt mit gule tøj og forsøger at udrette noget håbløst igen.